– svaret på et spørgsmål, der ikke findes noget svar på
Et af de mest almindelige spørgsmål, jeg får fra mine kunder, er, hvor lang en pagaj skal være. Men det er et af de sværeste spørgsmål at svare på.
Hvor lang en pagaj skal være, kan nemlig afhænge af faktorer som din styrke, din højde og typen af din pagaj. Fx vil en grønlænderpagaj som regel være lidt længere end den europapagaj, du normalt bruger. Og selv når du har taget højde for de faktorer, er du måske stadig nødt til at prøve dig frem, inden du finder den helt rigtige pagaj.
Derfor skal du ikke bruge for lang tid på at finde en magisk formel for den nøjagtige længde på din næste pagaj. For den findes ikke.
Men for at du ikke skal sukke opgivende over ikke at få et svar, har jeg samlet nogle af de pejlemærker, som jeg mener bedst guider dig i den rigtige retning, når du skal vælge en grønlænderpagaj.